3.12.1895 Carl Buhl (f.1862) åbner Bog-, Papir, Musik- og Kunsthandel i en tidligere skrædderforretning.
20.11.1905 Chr. Dethlefsen (1876-1932) overtager forretningen.
1917 han køber ejendommen, Nørregade 13.
13.10.1930 Hilmer Thomsen (f. 1905) overtager en forretning, der er kørt ned og som kun omsætter for 40.000 kr. om året. Under Hilmer Thomsen blomstrer den op og bliver byens førende.
1961 overtager og nedlægger Emil Ottesens Boghandel i Holstebro.
1966 overtager og nedlægger Heine Andersens Boghandel i Holstebro.
1977 sønnen Hans Hilmer Thomsen (f. 1938) overtager forretningen.
1995 fejrer 100-års jubilæum med udgivelse af jubilæumsskrift, Jørgen Mejdahl: “Boghandelen i Nørregade”. – Og Hilmer Thomsen fylder 90.
1998 Hans Hilmer Thomsen sælger boghandelen til sin kollega Hanne Madsen, der driver den sammen med sin egen store forretning i nabobyen Struer, men det bliver alligevel for besværligt, så hun sælger.
1.11.2002 overtages af Arnold Busck, der i forvejen driver Holstebros anden store boghandel (den tidligere Vestjydsk Boghandel). De to forretninger samles i Nørregade 13, og den nuværende Busck-boghandel i Østergade lukker. Leder af boghandelen: Ole Raabjerg (f. 1957).
2.7.2008 Arnold Busck køber B.O. Bøger og Jørn Bach bliver direktør for den nye storkæde med 37 butikker og en samlet omsætning på omkring 500 mio. kr. Alle den nye storkædes butikker får navnet Arnold Busck.
4.6.2013 meddeler Dagbladet Holstebro Struer at Arnold Busck lukker sin butik i Holstebro ved årets udgang.
14.1.2014 meddeler Arnold Busck efter stort lokalt pres, at forretningen ikke lukker men fortsætter i nye lokaler længere oppe ad Nørregade i nr. 48.
1.2.2014 åbner forretningen i de nye lokaler. Leder er stadig Ole Raabjerg.
27.4.2020 indgiver Arnold Busck-kæden konkursbegæring. Alle 29 butikker lukker. ”Likviditeten er sluppet op. Så kort kan det siges. Covid-19 nedlukningen har gjort det umuligt at holde virksomheden kørende. Vi har gjort alt, der står i vores magt for, at virksomheden kunne køre videre, men det har desværre ikke været muligt” skriver kæden i en pressemeddelelse.
Markante medarbejdere hos Hilmer Thomsen: I 1950erne hed en af boghandelens medarbejdere Poul Ringhof (f. 17.9.1932). Han var udlært i Aage Mogensens Boghandel i Viborg, blev senere leder af Gyldendals børnebogsredaktion og efter et kort intermezzo hos G.E.C. Gad, salgschef på Gyldendal. I forbindelse med Hilmer Thomsens 100-års jubilæum skrev han et morsomt erindringsstykke i Bogmarkedet. Han nævnte som sine kolleger hos Hilmer Thomsen bl.a. Bent Christensen (Viggo Madsens boghandel i Aalborg) og dennes kone, Anna Grete Christensen. Poul Ringhof er bror til forlægger Gert Ringhof (Gyldendal og senere Lindhardt og Ringhof), der blev udlært i Viborg. Frits Rostrup var medhjælper her inden han etablerede boghandel i Herning. |