Til forsiden
Udskriv siden


Pedersen, Erik

(4.5.1926-5.9.1996) præstesøn fra Vorup ved Randers, men voksede op i Strøby ved Køge, hvortil familien flyttede. – Udlært i Strøby Boghandel, men afsluttede lærlingeårene i Sofus Beckers Boghandel i Viborg i 1949. Efter en kort periode i Kjellerup Boghandel aftjente han sin militærtjeneste og var derefter en periode i Svend A. Larsens Boghandel i Århus. Da han etablerede boghandel i 1952 i Aalborg, havde han så få penge, at han måtte overtale sælger til at kautionere for sig. Det var samme år, som han giftede sig med Ellen, der var uddannet lærerinde og heldigvis havde fået embede på en skole i nærheden. Hele hendes løn gik i begyndelsen til afdrag på lånet. Men med flid og nøjsomhed gik det fremad. I 1966 solgte Erik Pedersen og etablerede sig i Hornslet, hvor det er gået virkelig godt. Boghandelen har udvidet og moderniseret flere gange. Efter at sønnen Bjarne Pedersen har overtaget, rejser Erik og Ellen Pedersen meget, mest i bil, bl.a. i Østeuropa, og de nyder deres sommerhus i Handrup. – Ved 70-års fødselsdagen i 1996 skrev en lokal avis, at Hornslet Boghandel »i dag må betragtes som en af de største i hele Østjylland«.

 


Forretninger