Til forsiden
Udskriv siden


Holm, Laurids Peter Christian Søren

(8.9.1871-4.8.1934) søn af boghandler i Ringkøbing, Niels Peter Holm (f. 30.6.1829 - 23.6.1903) og Boline Kirstine Pedersen (9.5.1829 - 11.12.1916). – Udlært bogbinder hos Joh. C. Berthelsen i Fredericia og udlært boghandler hjemme hos faren, hvor han fortsatte som medhjælper indtil overtagelsen 1899. Hans storebror, August Holm (1856-98) overtog byens anden boghandel, Bollerup Boghandel. Hans søster Leopoldine Christiane Holmblev gift med boghandler Henrik Erichsen, Herning, og en fætter, J.L. Holm, havde boghandel i Nykjøbing Mors. – Peter Holm var i mange år forretningsfører for byens musikforening og skaffede danske og internationale kunstnere »i det helt store format« til byen. Han var næstformand i Bankraadet for A/S Ringkøbing Bank, medlem af Turistforeningens bestyrelse og kasserer i Løverdagsklubben. – Gift 15.5.1902 i Jordløse kirke med Nicoline Mathilde Hansen (f. 10.11.1878 i København) datter af kreaturkommissionær Rasmus Hansen (21.12.1838 - 23.6.1893) og Ida Kristine Frederikke Dorthea Thrige (8.9.1851-1935). Efter sin mands død førte hun forretningen videre med sønnen Niels Peter Holm (1905-84) som prokurist. – Datteren Agnes Holm (f. 14.8.1918) blev også uddannet ved faget. (Dolleris IV + Aleks Frøland: ‘Omkring en hundredårsdag udsendt i anledning af Ringkøbing-boghandel N.P. Holms jubilæum’ + VM + Dansk Bogh.t. 10.8.1934).

 


Forretninger