Til forsiden
Udskriv siden


Mogensen, Aage

(29.10.1894-9.10.1959) var fra Randers, søn af købmand Carl Frederik Mogensen (18.12.1866-11.10.1939) og Anna Marie Berg (f. 19.3.1870). – Han blev udlært hos Køster i Randers 1910-14 og fortsatte der som medhjælper. Efter militærtjeneste kom han oktober 1917 til Aug. F. Tams i Viborg, fortsatte efter Gyldendals overtagelse og blev bestyrer i 1923. To år senere foreslog den oprindelige ejer, Aug. Tams, at Aage Mogensen skulle købe forretningen og i den forbindelse bede sin farbror i Hjørring om at låne ham pengene. Det lykkedes, og allerede to år efter kunne Mogensen betale lånet tilbage. – Han var en dygtig boghandler og drev forretningen som næsten ren BOGhandel dog med en interesse for fyldepenne, der blev populære efter krigen. – Han var bestyrelsesmedlem i Den danske Provindsboghandlerforening 1935-37 og igen fra 1938, hvor han sammen med Barkholt, Kolding var forslagsstiller til den nyordning af foreningens ledelse, der vedtoges i 1935. Desuden forslagsstiller til foreningens kolportageafdeling, der blev realiseret ved generalforsamlingen i Aalborg 23.5.1937, men hvis virksomhed straks måtte indstilles efter krav fra forlæggerside. Han var kredsformand i Boghandlerforeningen 1935-56 og medstifter af Dansk Bogtjeneste. – Lokalt var han næstformand i Turistforeningen i Viborg samt i bestyrelsen for Skovgaard-museet, som han var medstifter af. Han gjorde et stort arbejde lokalhistorisk ved indsamling af billeder og papirer, der ellers ville være gået tabt, og ved at få gamle folk til at skrive, hvad de kunne huske. Meget af dette stof publicerede han i de smukke årsskrifter "Jul i Viborg", som han udsendte, og som står som kildeskrifter til Viborgs historie omkring århundredskiftet. Han forsøgte også at påvirke forlæggerne til at genoptrykke gode, folkelige bøger med appel til “Maren i Kæret”, som han sagde. – Gift i Varde 5.4.1933 med Gerda Margrethe Jensen (f. 3.3.1905) datter af stationsforstander i Charlottenlund Anders Peter Laurits Jensen, R (f. 3.3.1878) og Maja Thyra Orlandine Nielsen (f. 25.11.1880). De mødtes på Højskolehotellet i Viborg, hvor begge som ugifte holdt til. Hun arbejdede dengang ved Viborg kommune under borgmester Hørring. Hun drev i 10 år boghandelen videre efter sin mands død. (VM + Boghandleren 15.10.1959 + P.E. Bendixen: "Byens lys – og ildsjæle" 1, 2004).


Forretninger

Foreninger