Til forsiden
Udskriv siden


Jensen, Knud W.

(7.12.1916-12.12.2000), forretningsmand, museumsdirektør, forfatter og kunstmæcen. Søn af grosserer Jens Peter Wadum J. (1870–1944) og Christiane Pouline Berthelsen (1879–1967). Efter studentereksamen i 1935 brugte han 20 år år i forretningslivet, sideløbende stiftede han sammen med forfatteren Ole Wivel i 1945 Wivels Forlag. Overtog aktiemajoriteten i Gyldendal i 1952, erhvervede i 1955 patriciavillaen Louisiana ved Øresund og åbnede i 1958 kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Sideløbende med sit virke som direktør for Louisiana, hvorfra han i 1993 officielt lod sig pensionere, udviklede han sit forfatterskab, der bl.a. tæller erindringsværket Mit Louisiana liv (1985) og hovedværket De glade givere (1996). Ny Carlsbergfondet stiftede i 2002 en pris på 250.000 kr., der bærer hans navn, Knud W. Jensen Prisen. Den skal uddeles hvert andet år til personer, der har formidlet kunst i hans ånd. - 1977 modtog J. i Köln de europæiske kunstgalleriers ærespris som han lod gå videre til den tyske kunstner, professor Joseph Beuys, og 1979 udnævntes han til æresmedlem af kunstakademiet i Kbh. Endvidere modtog han bl.a. Rungstedlundprisen 1991, Den Berlingske Fonds hæderspris 1993 og Hammerich-prisen 1995. Han blev udnævnt til æresdoktor ved Lunds universitet 1984 og modtog 1986 den fornemme hædersmedalje Ingenio et arti. - Gift 1. gang i 1949 med Benedicte Ingeborg Osborn Hergel (f. 12.9.1923). Ægteskabet opløst i 1952. Gift 2. gang i 1957 med Vivi Arndal, (f. 6.8.1923). (Dansk Biografisk Leksikon).


Forretninger