Til forsiden
Udskriv siden


Baggesen, Ragnar

(11.9.1881-26.2.1941) søn af båndhandler Tage Müller Baggesen, København og Louise Larsson. Med afgang fra Boghandlerfagskolens 1. hold kom han 1900 i lære hos G.E.C. Gad og blev senere medhjælper i Vilh. Priors Hofboghandel, begge København, og hos Poul Schouboe på Østerbro, hvis forretning han overtog fem år senere. – Han beklædte en række tillidsposter, var bl.a. i mange år medlem af og viceformand for Handels- og Kontoristforeningens direktion, formand for Østerbro Fægteklub 1921-37, kasserer i Dansk Fægteforbund og i Østerbro Kammermusikforening, medlem af Københavns Boghandlerforenings bestyrelse, i ledelsen af Boghandlerklubben 1921-28 og fra 1932. Han var redaktør af Handels- og Kontoristforeningens medlemsblad og skrev under mærket Bi-Ba-Bu talrige viser til boghandlerfester, bl.a. BMF´s 50 års jubilæum i 1933. Radioens serie »Hørebilleder fra Dagliglivet« sendte ved juletid 1934 direkte fra hans forretning: »Besøg i en Boghandel«. Blev 30.4.1936 Ridder af Danebrog. – Gift 25.4.1912 med Theodora Margrethe ‘Margrite’ Andersen (f. 4.6.1885) datter af snedkermester Johan Peter Emil Andersen og Margarett Harriet Cecilie Kofoed. – Sønnen Ole Baggesen (1915-2002) blev udlært hos Aug Bang, København V, hos sin far og hos Speyer & Peters i Berlin. Han drev 1953-70 Ole Baggesens Boghandel i Virum sammen med sin kone Anna Baggesen. – 3. generation, Lars Baggesen, var i mange år i Illums Bogafdelingl og blev senere leder af bogafdelingen i Bog & idé i Amagercentret. (Dolleris IV. Der findes en dagbladstegning + Dansk Bogh.t. 28.2. og 7.3. 1941 + VM).


Forretninger