(25.9.1830 - 21.6.1906) søn af biskop over Fyens Stift, dr. theol. P.C. Stenersen Gad (27.4.1797-1851) og Sophie Georgia Clausen (1799-1875) – G.E.C. Gad var ud af to gamle præsteslægter, farfaren Elieser Gad var biskop ved Roskilde Domkirke og foruden G.E.C. Gads far havde fem farbrødre gejstlige embeder. Hans morfar var stiftsprovst H.G. Clausen og en morbror var prof., dr. theol. H.N. Clausen. En fætter af G.E.C. Gad var biskop Clausen i Århus, en anden biskop Svane i Viborg. Teologiske skrifter var i mange år en af grundpillerne i Gads Forlags udgivelsesportefølje. – Efter en grundig uddannelse i Gyldendalske Boghandel etablerede den kun 25-årige Gad sig. Tidspunktet var velvalgt: Konjunkturerne var opadgående, Gads familiære baggrund gav ham gode forbindelser; han beskrives også som både dygtig, flittig og retskaffen, og forretningen opnåede hurtigt en fremragende position, både som boghandel og forlag. – Det var Gad, der (allerede i Gyldendal-tiden) påbegyndte Dansk Bogfortegnelse, der med sine årskataloger var fast knyttet til Gads Forlag i mange år. – Han blev 1856 optaget blandt andre forlæggere i Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, hvor han som forretningsfører tog initiativ til udgivelse af mange store værker foruden så forskellige publikationer som »Illustreret Tidende« (fra 1859), »Danmarks Statistik« (1878-91) og Traps »Danmark« (1. udg. 1856-60). – Hans udgivelser i øvrigt omfattede især universitetslærebøger inden for teologi, jura og historie samt folkeoplysende skrifter, men også skønlitteratur af danske og norske forfattere, ligesom han var kommissionær for norske og svenske forlæggere. – Også organisatorisk inden for branchen var Gad meget aktiv, bl.a. i Boghandlerforeningen både på dansk og nordisk plan. Det var f.eks. ham, der i 1866 i Stockholm tog initiativ til at gøre branchebladet til et nordisk fællesanliggende, »Nordisk Boghandlertidende«. 1897-1902 var han formand for Boghandlerforeningen, der på hans 70-års fødselsdag udnævnte ham til æresmedlem. – Gift 25.7.1862 i Tvedestrand, Norge, med Dorothea ‘Thea’ Marie Tønsberg (1840-89) datter af forlagsboghandler, generalkonsul Niels Christian Tønsberg og Maren Dorothea Bødtker. Gads svigerfar drev i 20 år en betydelige forlagsvirksomhed i Christiania (Oslo), og en bror det Tønsbergske Bogtrykkeri i Christiania. – Ægteparret havde to sønner, der begge (med to års mellemrum) var født 27. april, G.E.C. Gads fars fødselsdag. (Dolleris III + Tryde).
Forretninger
Bog & idé
Foreninger
Dansk Bogfortegnelse
Danske Forlag