Til forsiden
Udskriv siden


Lyng, Søren

(16.8.1941-4.9.2014) søn af boghandler i Odense, Erik Lyng, Rasmus Hansen Boghandel (grl. 1872). Udlært hos Lützen i Svendborg 1963. Efter et år på sprogskole i England kom han 1965 til Køster i Randers og videre til Mariager Boghandel, som Køster v/Jens Olesen overtog. I mellemtiden havde Søren Lyng mødt sin kone Giuliana. Lejligheden over forretningen i Mariager blev familiens første bolig, og det var her, datteren Tina kom til. Det var i samme periode, Søren Lyng engagerede sig i den nordjyske indkøbskæde SIKA, der senere fusionerede med BOGPA. Og det var herfra, han hørte, at Rosengårdcentret sydøst for Odense var ved at blive planlagt som regionalcenter. Kommunalpolitikerne ville satse på en udbygning af byen i sydøstlig retning. En række af Odenses detailhandlere fik tilbudt butiksplads i centeret, blandt dem Erik Lyng, og med sin far i ryggen etablerede Søren Lyng i 1971 sin Bogtik. Inden centeret var færdigt, ændrede politikerne imidlertid mening. Nu var det Vollsmose nord for byen, man ville satse på. Så da Rosengårdcenteret – dengang Nordeuropas største – åbnede, lå det på en bar mark med langt til evt. kunder. Senere blev der bygget, også ved Rosengårdcentret, som skulle komme til at tiltrække kunder fra hele Fyn, mens dele af Odenses gamle bykerne sygnede hen rent handelsmæssigt. – Så det blev Søren Lyng, hans kone Guiliana og senere datteren Tina, der kom til at føre familietraditionerne fra Rasmus Hansen videre. Den store og kendte, gamle forretning i Vestergade, hvor så mange bogfolk, både i boghandel og på forlag, har stået i lære lukkede i 1982. (Bogmarkedet 19/20 1996)


Forretninger