Til forsiden
Udskriv siden


Helweg, Thorvald

(27.4.1920-8.7.2018) født i København, søn af sognepræst Valdemar Nielsen og Ingeborg Helweg-Nielsen. – Kom som 15-årig, efter præliminæreksamen fra Vestjysk Kostskole i Tarm, i lære hos Kristian F. Møller i Århus 1936-39 og var medhjælper hos Zachariassen, Korsør 1941-43, Rosenkilde og Bagger, København 1943-44, Steenberg, Slagelse 1944- 55 – afbrudt af Biblioteksbokhandeln i Stockholm 1946-47. – Skaarups gamle boghandel i Slagelse overtog han og flyttede til nyt center, hvor han drev den 1955-91. Solgte derefter til G.E.C. Gad-kæden, men fortsatte som leder 1991-94. – Han var så egentlig gået på pension, men efter et års tids pensionisttilværelse begyndte han at savne faget, som han da havde været indenfor i 60 år, og da Gjellebøls Boghandel i Skelskør blev ledig, slog han til. Flere aviser morede sig over generationsskiftet i Skælskør” hvor en 75-årig afløste en 83-årig, “friske kræfter bag disken” som Berlingske Tidende skrev i en overskrift – de to boghandlere morede sig. På avisbilleder fra dagen holder Helweg en bog i hånden med titlen “Prøv igen, Thorvald”. – Helweg udførte i en menneskealder et kæmpearbejde for branchen på det organisatoriske plan, han var bl.a. i 12 år formand for Boghandlerforeningen, efter at han i 1963 havde fået sammenlagt de dengang to boghandlerforeninger til én. Han var formand for DBK fra 1963 og primus motor ved køb af grund og opførelsen af Boghandlernes Hus i Siljangade på Amager, hvor bl.a. DBK havde til huse i mange år. Også i mange andre sammenhænge både inden for og uden for branchen trak han et kæmpelæs. – Ved Gjellebøls Boghandels 150-års jubilæum sagde den da 82-årige Helweg, at han antagelig i løbet af de næste par år ville overlade forretningen til sin datter Drude og svigersønnen Knud, men ved 85-årsdagen var han stadig i gang, og det skulle i sidste ende ikke blive Drude og Knud, der tog over. (Interview i Bogmarkedet op til 80-årsdagen april 2000 + jubilæumsomtale i Bogmarkedet 44-2002 + fødselsdagsomtale i Bogmarkedet 8 2005).

 


Forretninger

Foreninger