Til forsiden
Udskriv siden


Busck, Ole Arnold

(12.8.1937-16.2.2019) søn af  Helge Arnold Busck, hældede uddannelsesmæssigt oprindelig til forstvæsen eller kirurgi, men valgte, efter en HA i 1958 bogbranchen. Sine læreår lagde han i Køln, Paris, Oxford, Wien og New York 1960-63, hvilket også gav gode sprogkundskaber. Han gik ind i familiefirmaet i 1963, blev cand. merc. i 1966 og direktør i Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck A/S i 1969. – Aftjente sin militærtjeneste ved Livgarden, hvor han sluttede som oberstløjtnant, og beholdt tilknytning til militæret i mange år som major af Reserven. Desuden 1980- 82 generalsekretær i Confédération Interalliée des Officiers de Réserve. – Har beklædt en række tillidsposter inden for og uden for branchen, bl.a. 22 år i Forlæggerforeningens bestyrelse, heraf de 12 som formand (til 1996). Senere bl.a. præsident for Scleroseforeningen. – Ud over bogbranchen er Ole A. Busck "aktiv jord- og skovbruger med stort hartkorn" i Jylland samt bestyrelsesmedlem i bl.a. Gervatex A/S, Ry Konfektionsfabrik A/S og Webmore Konfektion A/S. – Gift 13.7.1963 med Karen Thorning-Petersen (f. 17.4. 1940) datter af direktør, konsul Valdemar Thorning-Petersen og Gerda Faber. – En søn og i første omgang også datteren Helle Busck Fensvig søgte andre veje end bogbranchen, men i 1.5.2010 gik Helle Busck Fensvig ind i koncernen og blev adm. direktør for boghandlerkædens 34 butikker. Hendes mand Jesper Fensvig gik ind i forlaget, Nyt Nordisk og Schønberg 1997. – 23.1.2008 gik Ole A. Busck på pension, og svigersønnen Jesper Fensvig blev ny adm. dir. for forlaget. (Bogmarkedet 31/32 1997).


Forretninger

Foreninger