  |
|
|
Lærling hos Kgl. Hofboghandel Høst & Søn, Bredgade 35, K. 1962-1965 Høst & Søn, Kgl. Hofboghandel, Bredgade 35 fyldte en stor del af min verden i 3 år. Jeg ønskede at komme i lære som fotograf eller i en boghandel. Det sidste med nogle tanker om at fortsætte i forlagsverdenen i Carlsen forlaget som min familie ejede. Det sidste blev heldigvis ikke til noget, som min far udtrykte det og det var jeg ikke selv uenighed i med tiden. Familiefirmaer - familestridigheder, var en nærliggende risiko. Jeg havde en klar holdning til at jeg ville i lære i en boghandel, som solgte bøger og ikke levede af postkort, servietter, bridgeblyanter og lokumspapir Min forlæggeronkel Per Carlsen havde gode forbindelser til Høst & Søn, hvor jeg startede 1. august 1962 samme dag som Danmark fik omsætningsafgiften, der siden blev til meromsætningsafgiften, forkortet til MOMS. Det betød at samtlige bøger, og det var mange, skulle oms-es som det hed, dvs. havde prisen visket ud og forhøjet. Og hvem satte man til det, yngstelærlingen, selvfølgelig! Høst & Søn var som en stor familie, organisatorisk var der bogladen mod gaden med en dansk og en udenlandsk afdeling, en lang kontorgang, en forskudt kælderetage, antikvariatet på 2.sal og i baghuset Høst & Søns forlag. Personalet var en mangfoldighed af personligheder, festlige og triste og mange mærkelige skæbner, men i et traditionelt hierarki. Lad os starte fra bunden med Larsen, buddet som kørte rundt i en Vespa kabinescooter. Han var lang og tynd med talefejl og en rastløshed så han aldrig kunne stå stille, men venligheden selv. Hvordan han kom ud og ind af førerhuset i sin alt for store brune kittel, er en gåde. Han ramte porten i Bredgade med en imponerende præcision og hastighed. Alf Olsen var vicevært for hele ejendommen, styrede pakkeriet og mange andre praktiske funktioner, fx dydigheden på klubværelsegangen i tagetagen, hvor han selv boede. Og så var der gået en iværksætter, ordet var ikke opfundet endnu, tabt i ham. Han havde det flotteste og mest veludstyrede værksted i kælderen, hvor han havde udviklet en anordning der kunne skære bølgepap af rullen. Endelig var han, men det var hemmeligt, tjenende broder i frimurerlogen. Lederen af antikvariatet Dreil var derimod rigtig logebroder og rangede højere (dvs. han betalte i logen). Hansen var den tavse medhjælper, han avancerede da han fik kørekort og firmaet fik et VW ”rugbrød”. Han var meget alvorlig og tavs bar store sorte hornbriller, men blev alligevel gift med en ligeså selvudslettende kvinde fra bogholderiet. Firmaet havde 3 lærlinge i bogladen, jeg var den ene. Vi blev styret og holdt i ånde af frk. Kirsten Hansen, en frustreret gammeljomfru, som lugtede af sved så snart hun blev vred, og det skete tit. At gøre kassen op sammen med hende, var uudholdeligt selv om man kun trak været gennem munden. Og kassen stemte sjældent før i 3.-4. forsøg. Vi hadede efterhånden hinanden, heldigvis var prokuristen der hed Nils Høst, en meget elskelig og fin mand. som jeg fik et godt forhold til, en usynlig alliance mellem os reddede mig ofte. Han kørte mig tit hjem efter arbejdstid. Frk. Hansen havde et særlig trick, hvor hun kunne vippe lærlingene væk når en af hendes "egne" kunder dukkede op, men kongefamilien, som ikke sjældent kom, ville kun snakke med Nils Høst, han var ansat og hed ved en tilfældighed det samme som firmaet. Dronning Ingrid købte kunstbøger, prinsesse Margrethe historie og arkæologi (hende har jeg expederet flere gange), prinsesse Benedikte hestebøger og Kong Frederik bodybuilding magasiner og humor, ”Tre mand i en båd” fik mange i gave. Når Frederik ringede og sagde: "Det er kongen", var jeg engang lige ved at sige "af hvad"! Han røg pibe og en dag havde han forlagt den, så hele personalet blev kommanderet rundt blandt bøgerne. Af frontpersonale , dem med jakke og slips, skal Henry Bjørnskov, i dansk afdeling med. Ham kunne man også gå i "læ bag" og lave aftaler med, når Frk. Hansen var ude af syne: Han var dygtig, hjælpsom, men meget nervøs, hans kropssprog mindede om en trommeslagers og i evig bevægelse og ingen komplicerede spørgsmål, tak, så gik stemmen i kludder. Han forærede alle sin digtsamling der hed "Måneskin", som ingen forstod et pluk af. Så var han enlig far og det prøvede han at klare over telefonen. Hans uro var smittende. De fransksprogede bøger sørgede René Allingham for, sydlandsk udseende efter en fransk mor, en meget lille mand, jeg husker hans drengecykel og små buttede hænder, han kunne ikke nå de øverste bøger fra de ellers lange stiger. Han var meget interessant at snakke litteratur med, han spiste altid salmiakpastiller efter frokost for at tage lugten fra snapsen, som han drak for at holde sit ægteskab ud, betroede han mig. Han indtog madpakken i al slags vejr (næsten) på Sct. Annæ Plads. Fru Gramkov, russisk immigrant, der kom til landet efter den russiske revolution i 1917, var en stor fyldig kvinde med kridhvidt hår og altid klædt i sort. Hun passede tidsskrift subskriptionerne. Hun gik så mærkeligt og spjættede med det ene ben. På et tidspunkt fik jeg forklaringen, hun havde år tilbage overset den lille Allingham, som uforvarende havde væltet hende om kuld, med en brækket hofte til følge. Hendes danskkundskaber var ikke de bedste, men hun sagde til gengæld sjældent noget. Kjartan Lauring, hed en af mine med-lærling, han var søn af den dengang meget skrivende og talende Palle Lauring, der udgav populærhistorie på Høst & Søns Forlag. Lauring junior var i høj grad ”placeret” i lærepladsen takket være faren og slægtskabet til Lindfamilien, det var ikke noget han selv tog særlig del i. Han var en rigtig lemmedasker, høj, blond, med blå øjne, blå blazer og ret så charmerende, han havde kvindetække. Problemet var at han egentlig var musiker og spillede i et orkester, jeg tror til langt ud på natten. Han var i værdtilfælde altid træt, lignede et glas sovepiller og havde svært ved det der med kl. 9.00 om morgenen. Når han ekspedere hang han kækt ud over disken og sagde ofte: ”den titel er desværre ikke på lager! ” Han var for træt til at kravle op på stigerne. Han stod ikke læretiden igennem, efter to år holdt han op. Telefon Ella, som vi kaldte hende, var ikke ansat, men kom en gang om måneden for at desinficere firmaets telefoner. I sin lille værktøjskasse havde hun en stang jern som blev placeret oven på telefongaflen, mens røret, især tragten, blev syret af, således at telefonen ikke meldte optaget under operationen. Hun havde også vatpinde så drejeskiven kunne få en omgang. Endelig fik selve apparatet en tur med en klud med så stærk en væske på, at det sved i øjnene ved de første opkald efter hendes besøg. Ella var høj, tynd og flad og hun var helt farveløs, gik næsten i et med tapetet. Hun kunne måske derfor diskret smyge sig ind på alle kontorer uden at forstyrre og alligevel foretage hele operationen. Hun var ganske anonym, men havde det dejligste smil, som hun gerne delte ud af. Og forsvandt så lige så lydløst, som hun var kommet. Forlaget havde to salgsrepræsentanter den ene hed Mogens Christensen og ham har jeg ikke noget tydeligt billede på nethinden af eller i hukommelsen. Den anden salgs-repræsentant, hvis navn jeg til gengæld ikke husker, mindede mest af alt om skuespilleren Jack Lemmon. Smart fyr med kameluldsfrakke, silkehalstørklæde og blød hat, der sad oppe i panden. Når han have gjort gode forretninger på sine provinsturnerer, kunne man se det på lang afstand, når han kom ned gennem kontorgangen. Kontordamerne kvidrede, når han fortalte om sine bedrifter. Frk. Gudnitz fik flere gange en tur i byen, detaljerne kunne jeg ikke høre selv om jeg foldede ørerne ud til det yderste, for det var intern damesnak, dagen derpå. En dag var han der pludselig ikke mere, det var tys tys, men noget med manglende penge i kassen. Og noget med hestevæddeløb. Der var en kunde, en forhenværende oberst med det rigtige overskæg og en spadserestok som han fik til at ligne et skydevåben, som altid var meget vanskelig at gøre tilpas, for højt blodtryk kunne tydeligt ses, som noget af forklaringen. Når han kom ind gik der sport i at undgå at skulle ekspedere ham. Flugtvejene var få, toiletdøren nærmest, men det var ikke altid det lykkedes at komme væk. En heldig dag var, da han købte Hemmingway: "Farvel til våbnene". Det er en antikrigsroman om 1. Verdenskrig, men det opdagede han ikke og jeg fik ham lodset ud af butikken, i al fredsommelighed. Man kunne også have sine favoritkunder fx havde jeg en landsretssagfører, som kom engang om ugen, gennemgik alle nyhederne og smækkede en stabel af dem på disken, næste uge gentog det sig. En hofjægermesterinde fra Sydsjælland forsynede jeg med mellemrum med kunstbøger til gavebrug. Der faldt en dag en venlig omtale af til prokuristen til min fordel. Hun brugte en parfume som længe efter at hun var gået, bølgede i forretningen sammen med de "roser" hun lige havde uddelt, man glemte næsten alt snobberiet, et venligt menneske var hun. Lønforhøjelse til lærlinge fandtes ikke, heller ikke når man solgte 20 binds værket "Danske Slotte og Herregårde" gang på gang. Vinduespyntning var ikke helt ukompliceret, bøgerne skulle stå eller ligge pænt, gerne opslåede og i stabler der dannede vifter. Engang fik jeg lov at pynte det store vindue i en konkurrence, som et forlag havde udskrevet. Værket hed "Decline and Fall of The Roman Impire" og jeg lånte søjlestumper, kapitæler og romerske buster på Kunstakademiet på Kgs. Nytorv og fik lavet kæmpefotostater at et par af mine egne rombilleder, draperet med rødt fløjl. Det blev dog kun til en 2. præmie. Frk. Hansen titulerede sig selv bogladens førstedame, det var lidt komisk, da der ikke var andre damer og hendes position noget diffus. Hun sagde op flere gange i vrede, det var vist præmenstruelt, men trak anmodningen tilbage igen, 3. gang smækkede fælden, desværre var det samtidig med at jeg blev udlært og skulle aftjene værnepligt, at hun røg ud. Hun talte ikke til mig i flere måneder efter følgende episode: jeg var i færd med at sælge en bog om Rom til en kunde, det overhørte Kong Frederik, som gik rundt i forretningen sammen med prokurist Nils Høst. Jeg afsluttede handlen og gik til min skrivepult. Frederik stod pludselig foran mig efterfulgt af prokuristen og vi indledte en indforstået samtale om Rom og dens fortræffeligheder. Frederik og Ingrid var hvert efterår i Rom (og boede ved den Spanske Trappe). Jeg havde netop læst i avisen at de lige havde været på officielt besøg hos præsident De Gaulle i Paris, et foto hvor de kører i kortege på Champs Elysèes var aftrykt i avisen. Det nævnte jeg og så sagde Frederik "ja Frankrig er jo kun en gallisk provins". Det skabte en (behersket) munterhed i blandt os, men prokuristen deltog ikke, han var tavs og frygtede det værste. Yngste lærlingen og kongen i passiar. Jeg stillede også et spørgsmål, det må man ikke, fik jeg at vide bagefter. Hele personalet fulgte på afstand optrinnet. Det var godt nok en på opleveren og jeg opnåede, blandt personalet, en vis respekt, selv hos prokuristen da angstens sved var forsvundet. Fra gamle dage var Bredgade, Sct. Annæ Plads og Amaliegade kvarteret, også kaldet Frederiksstaden, bydelen hvor landadelen om vinteren flyttede til for at være så tæt på kongehuset som muligt. De boede også på det fine hotel Phønix der ligger på hjørnet af Dr. Tværgade og Bredgade. Under Besættelsen var ”gæsterne” tyske officerer. Paradoksalt nok blev hotellet det kommunistiske partis hovedkvarter fra 1945 og "Land og Folks" (avisens) højborg. Efter jerntæppets fald i 1990-erne blev bygningen atter luksushotellet Phønix, fugl Phønix, (fabeldyret som betyder genfødsel). Selv i 1960-erne var der stadig rester af det højadelige miljø, som var kunder i boghandlen. Nogle var ganske almindelige og flinke og så var der de teatralske typer, der ikke havde opdaget at demokratiet var indført, privatchaufføren hentede bogpakkerne. Der kom spændende kunstnere fra det Kgl. Teater forbi (Jørgen Reenberg, Erik Mørk, Elith Pio), men også svindlere, der troede de kunne gå med store bogværker på afbetaling uden udbetaling, "Vi sender gerne og kun", derefter så man dem aldrig igen. Den værste af slagsen var nu, den i hele byen kendte, Marquis de Sade, som han kaldte sig. Han var en excentrisk person med sølvknappet stok, slængkappe og bredskygget kunstnerhat. Han fik hele København til at tro han var greve og besad en større formue. Begge dele var pure opspind. Han var en ret festlig personage, men snød mange for betydelige beløb. Delvis selvforskyldt, men ikke i Bredgade. I underetagen sad fru Drusebjerg og Fru Skjøt med en enkelt fast opgave. De fakturerede og sendte bøger fra de østeuropæiske lande inkl. Sovjet til National Library i Washington. Det var et udslag af den kolde krigs strategi, Mccarthyismen (kommunistforskrækkelse og retssager deraf) og Marshallplanen (økonomisk hjælp til Europa fra USA) på en og samme tid. USA ville være beredt til at modstå kommunismen. Gad vide hvem der læste bøgerne over there? Damerne bød tit på kiks og the mellem kunde-ekspeditionerne oppe i bogladen. Man kan mene hvad man vil om kongehus og soldater, men når Livgarden trækker op gennem Bredgade med fuld musik, (med nogle af landets fineste musikere, de spiller i det Kgl. Kapel i det Kongelige Teater om aftenen) så hang og hænger folk ud af vinduerne. Det gjorde Rigmor Hansen fra Bogholderiet, som havde kontor ud med Bredgade også, hver gang! Hun var kun 25 somre og havde langt lyst hår og vedstod, i sin påklædning, at være barmfager. Se, det var der en trækbasun, som altid går i første række i vagtparaden, yderst til højre, som bemærkede. Og med tiden blev det til en daglig flirt, Rigmor hang ud af vinduet og trækbasunen løftede instrumentet op og skød teleskoprørene flere gange extra ind og ud, som hilsen. Når Rigmor kom op i frokoststuen, kunne man altid se på hende om garden havde passeret med musik, Rigmor svansede ind på en ganske særlig måde. Med musikkorps, hedder i fagsproget kongevagten, Løjtnantsvagt er kun med fløjter og trommer udført af værnepligtige, Palævagt er 12 mand og stiller, når ingen bebor Amalienborg, de stopper op for rødt lys. I musiksproget kaldes trækbasunen trompetens frække fætter! Den moderne teknik lod stadig vente på sig i 1960-erne. Kasseapparatet var med håndsving og sagde ding, og lignede mest af alt en lirekasse. Skrivemaskinen brugte man med gennemslagspapir, så det krævede en del kræfter at slå i "hakkebrættet". En faktura havde 5 lag, de 4 skulle arkivers i diverse ringbind. På stille sommerdage kunne man godt sidde og tappe i tastaturet og lyde travlt optaget, mens man sad fordybet i en god bog. Regnemaskinen var dog elektrisk med en alen lang strimmel hver gang, den sagde elax elax ved hvert anslag og i et adstadigt tempo. Den første fotokopieringsmaskine var dukket op, men den virkede næsten aldrig, det var et helvede at betjene den, husker jeg tydeligt. Maskinen var med væske, som ofte krystalliserede. Og et sindrigt system, hvor den våde matrice skulle valses sammen med det der blev til kopien. Skulle man finde frem til en bestemt bogtitel, så var det bare med at slå op i den officielle bogfortegnelse, det kunne være meget tidskrævende og ikke sjældent var det forgæves. Kunderne kunne også nogle gange gøre det meget besværligt at finde frem til titlerne: "det plasker i Polen" ligner ikke meget originaltitlen "Fra Piazza del Popolo". Det opklaredes først senere, da vi fandt frem til forfatteren: Berg, nej, Berggren nej. Bergsøe, åh ja. Mange bøger skulle dengang sprættes op. Forklaringen er, at man i gamle dage indbandt bøgerne og for at bogbinderen kunne få nok margen til at friskære formatet, blev bøgerne leveret uopskåret. Der var kunder, der ikke gad sidde med en papirkniv. Det gav første gang en del forvirring, da jeg blev kommanderet til at åbne bogen for en kunde. Det viste sig at firmaet som service havde en såkaldt guillotine, en drabelig stor skæremaskine, der klarede beskæringen i to hug. Jeg har dog hørt om folk der nød opsprætning side for side, det gav fred i sindet! En enkelt kunde undrede sig engang højlydt over hvordan man mon kunne komme til at trykke på siderne, når den ikke var sprættet op! jeg tror jeg svarede: "det er en forretningshemmelighed!" for kunden har altid ret, havde jeg lært på Købmandsskolen. Julefrokost var et ukendt fænomen og fredagsbajer var der heller ikke tradition for, kun de senere omtalte kagedage i forbindelse med lønudbetaling (i en lille brun konvolut). Man var jo Des bortset fra lærlingene, som sagde du til hinanden, men alle var på efternavn, det lagde en dæmper på mange ting, tror jeg. Kun ved juletid med lange åbningstider var der middag på en restaurant i St. Strandstræde på firmaets regning, hvor bogfolk fra mange andre boglader rundt i byen også kom. Det er uforklarligt, men noget jeg syntes var utrolig rart og som jeg så frem til. Dybest set en ringe tak for meget lange og extra travle dage. Besøg af forlagenes repræsentanter var et afbræk i hverdagen og kunne til tider være ret underholdende, nogle typer var suveræne til at afsætte deres titler, samtidig med at de havde kasser med wienerbrød med til hele personalet. Andre havde et skjult skuespillertalent og læste godbidder fra efterårets nyheder op. Der var også enkeltmands forlag drevet af entusiasme, hvor manden kun solgte det han brændte for. Endelig var der hr. Strip fra Lohses forlag, hvor de kun udgav indremissionsk litteratur, hans kollektion blev klaret på 10 min, med nul "bestikkelse" til personalet, mens Hr. Kaae fra Gyldendal sjældent nåede igennem sit repertoire på en formiddag. Han kunne også fetere frk. Hansen, så hun blev næsten kåd og øste venlighed ud over lærlingene længe bagefter. Aviserne havde også dengang lister med de mest populære og læste bøger. På 1. sal var der en lang gang og en række vinduer mod gården, her sad medarbejderne ved skriveborde. Først kom udenlandsk afdeling, Hr Gade der var næstkommanderende i afdelingen sad forrest, han drømte om egen forretning, som han siden fik. Hans morgeneksercits var at rette bogrygge ind på alle hylder med en lang lineal. Bagved residerede en piberygende Sven Nelson, han havde altid, i en venstre skrivebordsskuffe, en engelsksproget kriminalroman slået op. Nelson var en distingveret herre, næsten skaldet med nakkedeller, guldindfattede halvbriller, han var stor, tyk og glad, især pigeglad. Han havde meget svært ved at holde fingrene fra den fuldbarmede, højhælede og meget stramt klædte kontordame frk. Gudnitz, hun planlagde hele tiden sit bryllup, men blev ikke gift i min tid. Frk. Eriksen derimod havde ikke de samme kvindelige fortrin "til gaden" bagfra var det noget ganske andet og så trissede hun afsted på en pudsig måde. Hun var den moderlige type, som alle kunne græde ud hos og hun holdt orden på hele menageriet, og så styrede hun "kagedagene", hvor bl.a. jeg blev sendt til D´Angleterres kendte konditori. Tit for at købe den legendariske chokoladerulle med rillet marcipanovertræk, smagen glemmer man aldrig. Chefkonditoren skrev en engelsksproget bog om kager, den ville amerikanerne have signeret. Den opgave fik jeg ofte og vendte altid tilbage med en bugnende kasse petit four, gavmild sammensat af konditoren selv. Fru Biilmann sad bag ved og skrev regninger ud. Hun var et mysterium. Hun udstrålede tristesse, skønt midt i fyrrerne anede man en falden skønhed. Hendes skæbne forblev en hemmelighed. Frokoststuen var en trist affære med voksduge på bordene, baggårdsudsigten ikke den store oplevelse, men forlaget havde en redaktør Ib Permin, som altid var spændende og underholdende at spise frokost sammen med, han lignede Woody Allan og han var altid bagud med arbejdsopgaverne og et frygteligt rodehoved, hvorfor han nogen gange mødte op med lillafarvet hår fandt jeg aldrig ud, han havde da både kone og børn. Han snakkede og spiste samtidig i et væk, så metoden var at lytte til ham, ikke se på ham. Permin var erklæret kommunist, nok den eneste i det firma, men hans politiske tilhørsforhold afspejlede sig, sjovt nok, i en del af forlagets udgivelser, fx i russeren Maxim Gorkis tre binds erindringer i billigbog og Wernstrøms vikingesaga samt adskillige andre venstreorienterede forfattere. Han var vild med film, som han genfortalte levende, det lærte jeg meget af og så var han et stort legebarn og udgav, som en følge heraf ”Permins Legebog” på forlaget. Frokostpauserne brugte han til at afprøve nogle af emnerne til bogen, ryddede bordet for madpapir og foldede og klippede til den store guldmedalje. Den skøre mand udgav også siden en bog med tryllekunster, dem afprøvede han også i pauserne og på sine kolleger. Frokostpauserne benyttede jeg ind i mellem til at fordybe mig i Bruun Rasmussens auktioners eftersyn. Det var i naboejendommen og kunne være ganske spændende. Engang bød jeg på et billede, det var desværre ikke i frokosten, så jeg måtte løbe spidsrod fra bogladen og ind for at se, hvornår man kunne byde og jeg fik da også billedet til sidst. Forlaget, der boede i baghuset, var ligesom den fineste afdeling, hvor Mogens Lind direktøren for det hele huserede med sine redaktører og faktotummet frk. Dibbern, meget kultiveret, korrekt, imødekommende og ny permanentet, men hvad der gemte sig bag spadseredragten blev aldrig andre til del. Hr Lind var en stille, blød mand, nærmest gummiagtig, understreget af hans lydløse brune ruskindssko, men altid med et underfundigt smil og venligheden selv. Han gled rundt i firmaet hver dag og hilste på, dog aldrig fra morgenstunden. Et velplejet og nydelig menneske. Hans kone, Inga Aistrup, der var fotograf og udgav turistbøger om Danmark, var til gengæld en hvirvelvind i pelsbesatte kæmpefrakker, røde negle og kunstfærdige frisurer. Hun fyldte hele bogladen ved sin flygtige tilstedeværelse. Jeg husker at direktøren nogle gange så lidt træt, det kunne måske tilskrives hende. Antikvariatet var en verden for sig, man kom derop af en lang trappe og kunne gå rundt i timevis bag alle reolerne. Alfred Dreil, altid med bundet butterfly, var leder og som tidligere nævnt logebroder. Derfor var der også hemmelige frimurerbøger til salg. Ind i mellem kom der personer i bogladen, som så underlig hemmelighedsfulde ud, de spurgte næsten viskende med hånden ved munden efter hr Dreil. Han havde en assistent hr Wiuf, som altid sad fordybet i kartotekskortene, han var krumbøjet måske af at sidde sådan. Han var gammel og næsten skallet, røg pibe hvor der altid hang en dråbe spyt lang ude på mundstykket. Han stoppede hele tiden piben for hullet var efterhånden kokset næsten til. P.O. Pedersen var yngste mand i det foretagne, han var en underlig høj, tavs træmand, som når han endelig sagde noget viste sine dårlige sorte tænder og smilede genert. Det mest interessante ved ham var, at han var kæreste med frk. Kryger fra bogholderiet, en lille gullokket svajrygget pige med æggende hofter. Der var noget rødhætte og ulven over det forhold, som ingen kunne blive klog på. Om de egentlig solgte noget deroppe under taget var det svært at lodde, det var mest kataloger de brugte energi på, men det var et dejligt gemmested og hyggelige folk, når der blev for broget nede i bogladen. Høst & Søn leverede ugentlige salgstal til disse aviser. Det foregik på følgende måde: Hr Bjørnskov gik rundt i bogladen og sagde: Den titel har vi købt for mange af, den sætter vi på som mest købt" osv. Det var til gengæld det eneste fup og fidus jeg var vidne til gennem hele min læretid i dette ellers hæderkronede firma. Som lærling gik man på Købmandsskolen en dag om ugen til kl. 14.00, resten af dagen til 17.30 på arbejde. Der var examen i bl.a. bogholderi (ikke mit yndlingsfag), litteratur (yderst spændende) og papirlærer (en interessant udfordring). Da jeg havde fået mit eksamensbevis fik jeg lov at vælge en bog, ikke den vilde luksus men dog med skindryg. Det blev Karen Blixen:" Syv fantastiske fortællinger". Ingen kontant afregning, men med en dedikation i bogen af forlagsdirektøren, som var det hele værd. Og gengives her, ikke uden stolthed: "Fantasi & virkelighed Høst & Søn juni 1965 For nogle år siden mødte jeg Mogens Lind på Bogmessen i Forum, kort før han døde og udtrykte min taknemmelighed over de 3 år i firmaet og hvor meget det havde betydet for mig. Det var jeg glad for at jeg nåede og han også, kunne jeg se. Da prokurist Nils Høst gik på pension i 1975 lukkede og slukke Høst & Søn efter 135 år, bortset fra forlaget. Nye tider og nye butiksformer havde taget over. Nils Høst døde i 1979, ham fik jeg desværre aldrig sagt tak til. Forhåbentlig fremgik det af dagligdagen, dengang. Han var et fint menneske, som der også stod i en nekrolog. Han kunne en lille knipselyd med pegefingeren mod den anden hånd, når han blev tænksom, den kan jeg stadig gengive for mit indre øre.
|